DR Nyheder skriver: Dyrt at erstatte oliefyr med varmepumper på landet

EMOFyn - uvildig og uafhængig energirådgivning

DR Nyheder skriver: Dyrt at erstatte oliefyr med varmepumper på landet

4. september 2018 Forsyning 0

Dansk Fjernvarme refererer følgende fra DR Nyheder:

“I omkring 78.000 boliger står der stadig et oliefyr. For at Danmark i 2050 kan være uafhængig af fossile brændsler, skal oliefyrene væk. Men det kan være en uoverskuelig investering at lægge 100.000 kroner for at skifte til en mere miljørigtig varmekilde, hvis man bor i et hus til få hundrede tusinde kroner. – Boliger med oliefyr ligger typisk i områder ude på landet, hvor det kan være svært at få et lån. Det er en udfordring, så der skal der altså gøres en ekstra indsats, siger Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet til DR Nyheder. Professoren mener, at der skal sættes ind i forhold til at få udfaset olien, da det er en af de værste opvarmningsformer i forhold til økonomi og klimapåvirkning.”

EMOFyns kommentar:

Der er ikke noget nyt i, at det er dyrt at skifte varmekilde, når investeringen udgør en meget stor procentdel af husets værdi. Men det positive er, at der nu er sat et mere landsdækkende fokus på problemet.

Der er jo også mulighed for at lease en varmepumpe. Det kan koste fra 25.000,- i førstegangsydelse og derefter fra omkring 85 øre pr. kWh varme. Udfordringen er blot stadig om varmeanlægget kan levere den ønskede effekt ved en lavere fremløbstemperatur.

En anden og væsentligt vanskeligere opgave er, at nogle bygninger med oliefyr måske er i så ringe stand, at de ikke kan opgraderes energimæssigt og derfor sandsynligvis bør nedrives. Hvem skal tage den beslutning? Og hvordan skal de folk, der ejer og bor i bygningerne tilbydes relevant genhusning? Det er en stor og omfattende politisk udfordring.